Spol frem til ca. 1:46, hvor der er 2 sek med mig, fordi jeg løber så satans hurtigt…
Storebror Søren er med efter ca. 1:39. Det er ham tossen, der rækker hænderne i vejret…
Blogs
Eskild Ebbesen – Danmarks bedste atlet gennem tiderne
På Videnskab dk SKAL man simpelthen læse en netop offentliggjort artikel med titlen: “Sådan holder man topformen – i 21 år”… Den er interessant og vigtig, hvis man gerne vil have det optimale ud af sin træning og bibeholde sit niveau med årene – og ja, måske endda blive bedre…
De fysiske tests af roeren Eskild Ebbesen, som i min verden er Danmarks bedste atlet gennem tiderne, konkluderer, at han præsterer ligeså godt i dag som i hans ungdom…
Derudover er der i artiklen mange gode budskaber, som både jeg selv og brormand Andres oplever som rigtige. Det er jo dejlig læsning for os…
Jeg begynder sgu næsten at glæde mig til, at jeg bliver 40 år… Jeg føler mig selv på en række parametre “allerede” bedre og stærkere i dag end for 10 år siden. Min motivation til at træne er heller ikke blevet mindre.
Nysgerrighed på sig selv og en evig jagt på at få det optimale ud af sin træning, er i hvert fald vigtige parametre…
Artiklen bekræfter igen mig i, at kontinuitet og tålmodighed er afgørende for, at ens træning kan blive en succes i det lange løb.
Motionshilsner,
Ulrik Schaarup
Garmin Winter Trail Cup, Geels Skov
Jeg havde sgu tunge ben fra start af, men dog ikke uventet. Jeg var bare præget af nogle semi-hårde dage kulminerende med fredagens 1:40t cykling & 18 km løb med intervaller samt lørdagens 3t cykel-spinning.
Jeg blev igen, igen sat håbløst fra starten og havde knap +10 sek til brormand Andreas efter 1 km. Jeg følte også, starten var livsfarlig med en masse selvmordspiloter og en skovbund fyldt af blade, grene og rødder… Så jeg trak mig som sædvanlig…
Det gør det hele en tand hårdere, end det behøver at være. Jeg betaler for min langsomme start resten af løbet, og det gør jeg næsten hver gang. Jeg skal bruge en masse energi på at indhente det tabte og på at overhale langsommere løbere.
Men det vil jeg prøve at forbedre ved at begynde at løbe flere hårde intervaller…
Det var i øvrigt 4 omgange i stedet for 2 omgange… Det blev hurtigt besværligt at overhale de langsommere, og jeg havde ikke den samme aggressivitet i overhalingerne som fx nr. 4 og nr. 5. Men jeg ender som nr. 6. Hvilket dog er bedre end det lyder, da der ikke var mange gode med…
Ruten gik over en stejl bakke, som jeg ikke mindes at have oplevet før i trailløb. På første omgang løb jeg opad, da jeg lige skulle indhente det sidste på Andreas… Men på toppen var lårene blevet til syre, og det var fandme svært at komme i gang igen… Smerte, smerte, smerte…
Vi talte bagefter om, at ruten egentligt mere var en cross-rute end en trail-rute. Der var nogle forholdsvis hurtige passager – hvis vel at mærke ens ben ikke var helt smadret af op og nedløbene – og så altså den her ene stejle bakke samt 2-3 andre benbrækkere…
Det var hårdt. Næste trailløb er nok den 7/12 i Rude Skov.
Se min Garmin-aktivitet her
Se resultater her
Motionshilsner,
/Ulrik Steen Schaarup
Aktiv Træning Bakke Challenge på Amager, 10 km
Brormand Andreas blev nr. 3, jeg nr. 4. Se resultater her
Lige før 9 km ville jeg ellers gå frem og sætte tempo på det sidste grusstykke. Men da jeg kun kan finde vej, hvis der er en vejviser, der både flager og råber kraftigt, så valgte jeg et venstresving… Og så mistede jeg 2 meter og alt momentum og løb firkantet resten af vejen. Andreas havde som altid et godt kick til slut, og jeg kunne sgu ikke komme tilbage. Jeg var godt ristet… Lidt ærgerligt, vi ikke kunne følges ad helt til stregen, men taber trods alt kun 9 sek. Jeg er også fint tilfreds med at løbe den sidste km på 3:47.
Vi løb sgu nok den første km lidt for hurtigt med 3:30 min/km. Det betalte vi lidt for resten af vejen. Men vi blev også lidt presset af, at der var løbere foran os, der løb omkring 3:20 min/km…
6 gange skulle vi op og ned ad højene på Amager Fælled. Andreas løb forrest, og så tog jeg de flade stykker. Jeg var ikke stærk nok i dag til at give den gas opad. Mine ben var nok også lidt for trætte fra start af efter +4t træning lørdag samt 1t cykling og 50 min svømningen inden løbet i dag… 😉 Det er meningen, at vi vil bruge flere af de her trailløb som træning hen over vinteren, så vi forbereder os ikke specifikt ved fx at hvile mere end normalt. Vi træner det, vi lyst til.
Det var godt at komme i mål 🙂 Rigtig god dag og et godt stævne. Og kanon, at Andreas generelt er så godt kørende!
Efter løbet tømte vi Brødflov på Frederiksberg…
Her er lidt flere billeder mv.
Motionshilsner,
Ulrik Steen Schaarup
Cologne 226, Jernmand
Her er de bedste billeder fra en meget tung dag til Cologne226 den 7. september 2015. En dag, der gav mig uendeligt mange svar. Der er intet som et stævne, der netop kan det. Det vigtigste er, at jeg skal have en pause fra lang triatlon. Jeg gider det simpelthen ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gøre det. Hvad jeg har at vinde. Jeg føler, jeg har været der. Man skal samtidig heller aldrig lukke døre, så hvem ved? Måske får jeg lysten tilbage til lang triatlon på et senere tidspunkt…
Jeg kender hverken min tid eller min placering i Köln. Det interesserer mig ikke. Jeg vil næsten sige, at fra første pedaltråd handlede det kun om overlevelse. Jeg kunne med det samme mærke, at mit niveau bare ikke er godt nok mere til at køre elite. Jeg er der bare ikke i øjeblikket. Det kommer måske tilbage, men motivationen til at køre elite skal selvsagt være der og være der i særdeleshed. Niveauet flytter sig i øjeblikket hurtigt, og jeg er – og har altid været – en age-group triatlet i hjertet. Det ser jeg meget frem til at være igen.
Min generelle kondition har dog aldrig været bedre. Men det er noget helt andet end form… Det, at have fart i benene. Jeg vil dog tillade mig at være meget tilfreds med, at min udholdenhed er rigtig god, og at min funktionelle styrke i kroppen er bedre end nogensinde. Og nok man ikke svømmer eller løber intervaller, så bliver man bare langsommere. Det er meget simpelt.
På trods af et dårligt resultat er min medalje fra Cologne226 én af dem, jeg er mest stolt af. For jeg måtte æde mig selv de første tusinde gange… Jeg var på vej til ‘at sætte mig op’ og kaste cyklen i Rhinen adskillige hundrede gange… Men jeg blev ved med at presse mig selv til det yderste, selvom selve konkurrencen var slut allerede efter svømningen. Hvor jeg fik svømmet for sløvt og endte håbløst i ingenmandsland. Men jeg blev ved med at kæmpe og tro på, at min krop mirakuløst ville åbne op i stedet for at være helt blokeret… Det gjorde den selvfølgelig ikke, men jeg prøvede fandme. Det skal man være stolt af. Man skal aldrig give op.
Min lyst til lange stævner er dog ikke helt væk… Det arbejder brormand Andreas og jeg på i de her dage… At få et episk stævne på kalenderen i sommeren 2015.
God træning 🙂
/Ulrik
Min dieselmotor har sgu nok aldrig været bedre…
Og det er en ærlig talt en god fornemmelse 🙂
Jeg har for længst accepteret og begravet tidligere tanker om, at jeg ville prøve at blive hurtigere på distancer op til halv jernmand. Jeg har hverken evnerne, lysten eller ressourcerne til det, har jeg konstateret over de sidste 2-3 år. Jeg er også meget fint tilfreds med at kunne lave en halv på mellem 4 timer og 4 timer og et kvarter, afhængig af ruten naturligvis.
Jeg har aldrig haft nogle stærke ambitioner med min triatlon. Det har mest af alt været flyvske tanker. Jeg har kun haft den ambition ‘at nyde det’ – og det gør jeg stadig 🙂
Og skal jeg fortsætte med at nyde processen, kan jeg mærke, at jeg skal ud på de lange distancer i konkurrencerne. Hvis jeg vel at mærke overhovedet skal deltage i nogle konkurrencer. For triatlon er jo altså først og fremmest en motionsform, som man ligeså godt kan dyrke uden at stille op i stævner. Ligesom vel tæt på en million danskere løber vores veje og stier tynde uden at stille til start i nogle stævner, fordi de ikke har det behov. Mit behov for officielle konkurrencer ligger også på et meget lille sted. Jeg kan sagtens træne ligeså godt uden konkurrencer og have det fedt med det 🙂
At jeg i år endnu ikke har deltaget i triatlonstævner, er der rigtig mange grunde til. Det har ikke været nogen fast beslutning. De fleste grunde til det er rene tilfældigheder og uheld. Derudover var jeg syg i foråret, og det kostede særligt mentale ressourcer.
Som jeg har det nu, kunne jeg godt tænke, at min 2015-sæson bestod af to lange triatlonstævner – et i for-sommeren og et i august/september. Og så ellers suppleret med løbestævner og særligt trail. Trailløb er så skide effektivt og skægt, og tiden flyver bare af sted. Man kan her virkelig tale om et frirum.
Jeg har i samråd med coach og brormand Andreas besluttet at stille til start i Cologne226 (altså jernmand) den 7. september, dvs. 5 uger fra i dag. Andreas skal deltage i den olympiske distance om lørdagen. Det er et klassisk tysk stævne, hvor man bare ved, at der er styr på det hele. Ikke ligesom visse andre steder…
Og det er mit liv sgu for kort til. Forholdene for os atleter skal sgu være i orden! Startnumrene bliver jo heller ikke ligefrem billigere…
Jeg har måske aldrig følt mig mere klar til at lave jernmand end netop nu. Jeg vil tro, den næste måned går som de forrige, og så skal det nok blive godt i Köln 🙂 Det vigtigste er som altid at få en god oplevelse. Jeg kan uden problemer leve med én på papiret dårlig præstation. Jeg skal nok give den alt, hvad jeg har i mig, og så er det godt nok.
Billedet er fra lørdagens lange cykeltur med Andreas, da vi skulle købe vand i Hundested. Vi cyklede 164,4 km – jeg på min crosscykel og Andreas på hans gamle Bianchi racer købt for 7 år siden til 7.500 kr. Den kører sgu stadig godt.
Man behøver altså ikke tømme bankbogen for at dyrke triatlon… Mindre kan gøre det.
God træning 🙂
/Ulrik Schaarup
‘Drømmetur til AlpCamp’
Ja, og jeg skal derned i 8 dage fra på onsdag 🙂 Jeg var der for første gang i april 2013, og det bliver helt fantastisk at cykle og løbe i alperne, når alt er sprunget ud, og der er grønt og frodigt 🙂
I det nye danske cykelmagasin ‘CyclingPlanet‘ er der en artikel om cykelrejser, og her er AlpCamps selvfølgelig alpernes repræsentant.
Det kan ikke være anderledes. Det kan blive de 4 mest udviklende og mindeværdige dage i ens liv som atlet/motionist/cykelrytter/triatlet…
Læs mere om AlpCamps her…
God træning 🙂
/Ulrik Schaarup
Video: North Sea Beach Marathon
Den opmærksomme resultat-trawler vil vide, at jeg i søndags blev nr. 3 på halvmaraton i North Sea Beach Marathon med start og mål på stranden i Hvide Sande. Mere om mit løb følger senere i min løbsberetning…
Her er en rigtig cool video fra løbet, der flot viser, hvad NSBM handler om og hvorfor, det er en dejlig oplevelse af deltage i.
DNS til Søvde Triathlon… NEDTUR
Jeg oplevede noget nyt søndag aften. Efter at have vågnet fra de døde… Tog jeg lidt frisk luft, et koldt bad og fik noget mad indenbords – måtte jeg lide den tort at sætte alt racegrejet på plads igen… Jeg måtte endda tage energigelerne af overrøret igen… Det var ligesom at få hivet startnummeret af ryggen i et cykelløb, når man udgår. Ikke, at jeg har prøvet det…
Jeg nåede altså desværre aldrig til Søvde. Med knap 39 grader i feber om morgenen, godt svimmel, et hoved som beton og én koldsvedende krop… Så måtte jeg sgu alligevel have dagens Thomas Ringsted til at træffe den endelige beslutning kl. 5.15. Den slags endelige store beslutninger om mig selv, er jeg sgu dårlig til at tage.
Men det var 100% den rigtige. Jeg kunne knapt klare turen til toilettet og tvivler på, jeg overhovedet havde fået dragten på.
Derudover er det selvfølgelig uansvarligt at stille syg til start i et stævne. Længere er den ikke.
Ikke desto mindre en oplevelse, der fremkalder følelser som skuffelse, ærgrelse, nedtur, opgivenhed… Min anden DNS i år – og jeg magter sgu ikke flere.
Derfor tilmelder jeg mig ikke et triatlonstævne før, at jeg har haft minimum 4 stabile træningsuger uden sygdom.
Indtil da, vil jeg prøve at komme til start i rene løbestævner startende med Kronborg-Rungstedgaard på halvmaraton-distancen på søndag. Den løber næsten bogstaveligt talt fra mit arbejde til mit hjem, og jeg har cyklet og efterhånden også løbet den tur nogle gange. Den er flot, men dog uden sving, da den går ligeud fra km 1. Terrænet er dog både udfordrende og afvekslende, og vinden kan også spille et puds. Særligt fra Nivå Havn og hjem kan den være modbydelig… Det gælder virkelig om at bibeholde sin gode løbeøkonomi til den sidste meter.
God træning 🙂
/Ulrik Schaarup
Salomon Trail Tour, Hvalsø: Derfor LØB i skoven
(billede af Morten Madelung | Salomon Trail Tour, Hvalsø)
Jeg har sikkert tidligere forsvoret, at brormand Andreas og jeg nogensinde ville transportere os selv 87 km for at løbe 10 km… Men søndag den 25/5-14 det var det værd. Salomon Trail Tour var nået til Hvalsø sydvest for Roskilde. Og endnu engang levede et trailstævne op til forventningerne…
Måske nok den mest udfordrende og skægge rute, jeg endnu har løbet i konkurrence og det i en smuk dansk natur. Derudover den sædvanlige glade og uhøjtidelige stemning, som trailløb endnu er kendt for. Jeg kunne godt på sigt blive hooked på at målrette min træning efter nogle udfordrende naturoplevelser i sporene.
Én Braveheart start op ad bakke (se ovenstående billede), hvor tiden først blev startet på toppen. Herfra gik det til venstre to gange og dernæst ned ad bakke af en grussti, inden vi et højresving og et par hundrede meter mere, bevægede os ind på trailsporet igen – og vi forlod det ikke igen før et par hundrede meter før mål… Der var flere gange, hvor vi snildt lige kunne have taget et pause inde på grus-/skovstien. Men næ nej, vi skulle da absolut finde vejen frem gennem de smalle trailspor. Det var op og ned og op og ned – og en masse 180 grader vendinger, hvor vi i fuld fart nedad skulle vende rundt på lidt plads… Fuck, det var skægt!!!
Da vi varmede op, havde jeg seriøst tunge ben. Lår som cement, overkrop som en storbarmet kvinde. Men vi havde så også valgt at svømme 1 time inden om morgenen…
Vi kom selvfølgelig i sidste øjeblik (no stress) efter Andreas nær havde væltet et træ i bestræbelserne på at tømme tarmene fuldt ud. Derfor fik vi nok placeret os uhensigtsmæssigt i forhold til den optimale linje op ad bakken ved Braveheart-starten. Men det var nok også ubevidst, for vi ville simpelthen ikke lade os presse til at lægge for hårdt ud…
Vi estimerer (håber ikke det “provokerer” nogle, for det er ikke meningen), at mindst 80% af et løbefelt lægger for hårdt ud. Nogle desværre i en sådan intensitet og belastning, at de kan betegnes som selvmordspiloter. Hvilket (simplificeret beskrevet) kan betegnes som løbere, der oparbejder mælkesyre alt for hurtigt i en konkurrence, og den mælkesyre kommer de aldrig af med. De betaler prisen resten af konkurrencen for at løbe for hurtigt de første 5-15 % af ruten…
Det er for dumt. Slap nu af! 😉 Og nej, vi har aldrig selv gjort det…
Jeg rammer bakketoppen 20 sekunder fra spidsen og bruger 32 sekunder… Ok, jeg var nok lige et par procent for afslappet. Men jeg vil nu mene, at det i bund og grund ikke er mig, der løber for langsomt. Det er feltet, der lægger for hårdt ud. Jeg bliver altså overhalet af flere kvinder og ældre mænd… 😉
Men jeg ligger nr. 128 på toppen af bakken, og jeg løber 10 trail-km og 47 min senere i mål som nr. 10… Se resultater her.
De første 2-3 km overhaler jeg vel 95 løbere… Det er ikke det nemmeste på en rigtig trailrute, hvor vi løb på singlespeed tracks næsten hele vejen. Men jeg havde heldigvis et dejligt kick i mine ben… 🙂 Jeg kunne rimelig nemt accelerere forbi andre løbere. Det var en god fornemmelse, og det var ærlig talt overraskende. Men det kunne godt love for gode tider forude, hvem ved… 🙂
Uden trail-løbesko lå jeg ned lige nu…
– med en skade… Det er ikke altid, jeg har løbet med trail-løbesko i konkurrence. I Thy Trail løb jeg faktisk i alm. løbesko, da der ikke er så mange vendinger derover, og underlaget godt kan være hårdt. Men det er selvfølgelig en afvejning af mange faktorer på dagen.
I Hvalsø var det fantastisk at opleve, hvordan den grovere sål fik fat i underlaget, særligt i alle vendinger. Det gav en dejlig ro og tryghed, at jeg ikke skulle bekymre mig om, om jeg nu havde ordentligt fat i skovbunden. Jeg følte mig på intet tidspunkt urolig og bekymret for, om jeg ville vrikke rundt eller falde. Jeg kunne koncentrere mig om at løbe fremad. – og så sådan skal det jo være.
Den øgede sikkerhed og lavere skadesrisiko er netop én af de vigtigste grunde til, at man skal løbe i trail-løbesko, når man løber i trailsporene.
Jeg træner ofte i skoven i almindelige løbesko. Det kommer an på underlaget, min planlagte rute og ønskede træningsudbytte. Men især, må jeg indrømme, også fordi, at jeg pt. ikke har nogle trail-løbesko, som rigtig smadrer igennem for mig. Der er som sådan ikke noget galt med mine nuværende 2 par, selvom de findes bedre på markedet. Men jeg har dem i en str. 14 (ja, jeg har store fødder…), men det er lige 1/3 nummer for stort. Str. 13 (de laves ikke i 13½…) er til gengæld for små, og så er det altså bedre med et par, man glider lidt frem og tilbage i… 😉
Jeg håber at få råd til 1-2 par nye trail-løbesko til efteråret – og jeg er gået i gang på Zalando med at studere det store udvalg af trail-løbesko.
Jeg har tidligere haft held med Salomons modeller, som har siddet godt på mine fødder, og selvom jeg normalt ikke gider løbe i det, alle andre løber i – 3 ud af 4 løb vel i Salomon i Hvalsø – så bliver det Salomon, hvis jeg ender med at vurdere, at de er de bedste for mig. Det kunne godt blive dem her…
Da vi gik derfra, var både Andreas og jeg næsten høje… Det er lang tid siden, jeg har haft den oplevelse til en konkurrence. Det var selvfølgelig også dejligt igen at være ude til et stævne med brormand Andreas. Og det var faktisk kun vores anden løbetur sammen i år… Selvom han stadig skal genopbygge kroppen i et yderst roligt tempo efter sin rygskade, så kan vi i det mindste begynde at løbe sammen igen noget oftere 🙂 Det bliver godt.
Der er forresten Trailman i Holte den 15. juni… http://trailman.dk/garmin-trailman-series/
Billederne i dette indlæg får man i øvrigt gratis som deltager…! Det er godt nok en super service.
God træning 🙂
/Ulrik Schaarup
Tri365 