Challenge Kraichgau: Andreas Raelert i magtdemonstration – Johnsen nr. 8

Med lidt over en måned til Challenge Roth viste den ældste Raelert bror i dag skræmmende styrke i Challenge Kraichgau. Stabile splits på svømningen og på cyklingen blev afsluttet med 1:09 på det afsluttende halvmaraton. Det kunne godt ligne en ny verdensrekord i Roth, hvor han også skal prøve at overgå Rasmus Hennings tid på 7:52 fra sidste år.

Nr. 2 i Kraichgau blev Sebastian Kienle, som sidste år fik sit store gennembrud i netop Challenge Roth, hvor han blev nr. 2 i hans debut på Ironman distancen, og det endda i en tid under de magiske 8 timer.

Nr. 3 i Kraichgau blev franskmanden Francois Chabaud, som viste tidligere tiders høje niveau, og han er måske for alvor på vej tilbage.

Jimmy Johnsen blev nr. 8 og på trods af gode splits (23:34-2:24:14-1:17:33), så endte han alligevel næsten 17 minutter efter Raelert… Jens Petersen-Bach blev nr. 18.

Denne skribent noterer sig også dagens nr. 15, Bernd Eichhorn fra Tyskland. Han lå nemlig lige i nakken på mig for 6 år siden i 10,4 km i Lanzarotes kvartmaraton for bare at spurte forbi mig inde i vejkanten på de sidste meter i et uhelligt angreb, og dermed tyvstjal han 3. pladsen og de 100 Euro, som jeg skulle have brugt på et par vildt fede Speedos… Det var sgu uretfærdigt.

Hos kvinderne vandt hollænderen Yvonne Van Vlerken, mens Åsa Lundström fra OTK blev nr. 10.

Se alle resultater her.

Billede fra Challenge Kraichgau v/ Timo Diefenbacher.